Grundforløb

Alle 1.g elever begynder på et grundforløb af 10 ugers varighed.

Grundforløbet er tilrettelagt således, at eleverne får undervisning i forskellige studieretningsfag, så de kan reflektere over deres studieretningsvalg. Omkring efterårsferien vælger eleverne studieretning – gældende for resten af de tre år på gymnasiet.

I grundforløbet bliver eleverne undervist i følgende fag: dansk, engelsk, samfundsfag, matematik, kreativt fag (billedkunst, mediefag eller musik), 2. fremmedsprog (tysk, fransk eller spansk), naturvidenskabeligt grundforløb (NV) og almen sprogforståelse (AP). 

Både almen sprogforståelse og det naturvidenskabelige grundforløb afsluttes i grundforløbet med en eksamen. Desuden er der diverse arrangementer på skolen og ud af huset.

I løbet af grundforløbet bliver eleverne screenet i matematik og i læsekompetencer (grammatik og læsning). Screeningerne medtages i den evalueringssamtale, som afholdes i forbindelse med den enkeltes elevs studieretningsvalg. Evalueringssamtalerne er individuelle og afholdes af teamlærerne. I samtalen er der endvidere fokus på studiekompetencer og trivsel.

Klassernes teamlærere har planlagt et spændende og indholdsrigt introprogram, så eleverne hurtigt føler sig velkomne i klassen og på skolen. I introprogrammet indgår forskellige sociale aktiviteter, blandt andet: introtur til GeoCenter Møns Klint (en kombination af naturvidenskab og idræt), introfest, idrætsdag, intro til bæredygtighedstiltag (meditation og klimaudvalg), studieretningsuge og undervisning i digital dannelse.

Grundforløbet på JohannesGymnasiet er altså 10 uger, hvor eleverne gerne skulle komme til at føle sig rigtig godt tilpas på deres nye skole, hvor de gerne skulle få en fornemmelse for, hvad det vil sige at være gymnasieelev – hvad det giver, og hvad det kræver – og det er 10 uger, hvor de gerne skulle blive klædt godt på til at foretage deres valg af studieretning.

Cover 1