Cirkelines far på besøg på JohannesGymnasiet

Elever fra 3y og 3z, som har mediefag på B-niveau, er i gang med et forløb om animationsfilm og havde i den forbindelse fornemt besøg d. 15/9 2016, da dansk animationsfilms alfader Jannik Hastrup besøgte holdet og fortalte om sin imponerende karriere som tegnefilmsinstruktør. 2yz var inviteret med til at høre om Cirkeline, Bennys Badekar og samarbejdet med Flemming Quist Møller om historierne om Cykelmyggen Egon. Det var spændende at høre om en lang karriere, som startede, dengang der kun var én tv-kanal, så hele Danmark sad og så Cirkeline, som blev sendt i bedste sendetid lige inden tv-avisen. Og om at selvom vi tænker, at filmbranchen er så eksotisk og spændende, så er det også "bare" et job, så der kan komme penge i kassen. Og sjovt at høre, at Cirkelines musevenner Frederik og Ingolf blev til på baggrund af de mange mus, som løb over dynerne om natten i Jannik Hastrups hus.