Undervisning

undervisning-img

I undervisningen i gymnasiet får du viden og kompetencer på områder som historie, litteratur, samfundsforhold, fremmedsprog og naturvidenskab. Kreative fag som musik, idræt og billedkunst er ligeledes en vigtig del af uddannelsen.

Gymnasiets formålsparagraf lægger op til medbestemmelse og medansvar, og derfor skal undervisningen og skolens dagligliv bygge på ligeværd og demokrati.

Det er bl.a. i forlængelse af disse tanker, at der i almen studieforberedelse i grundforløbets undervisning arbejdes på tværs af det almene gymnasiums tre faglige hovedområder. Det giver en række værdifulde kompetencer, som er med til at udfordre elevernes kreative evner og deres kritiske sans i anvendelsen af faglig viden.

Alle elever på JohannesGymnasiet er udstyret med en bærbar computer med internetopkobling. Computeren og IT bliver brugt aktivt i undervisningen i de forskellige fag og er et effektivt hjælpemiddel i forberedelsen. Der er interaktive tavler i alle klasser.

I hvert skoleår afvikles der fordybelsesdage, hvor klassen har mulighed for at fordybe sig og arbejde med samme fag en hel eller halv dag. Fagene arrangerer desuden ekskursioner og virksomhedsbesøg.