Bilag 2- Plagiat, snyd i skriftlige opgaver

En individuel aflevering skal være lavet selvstændigt

Et plagiat er et ikke selvstændigt værk

Det kan enten være en direkte gengivelse af et andet værk eller en omskrivning, der er så tæt op af originalværket, at der hverken er tale om selvstændighed eller originalitet.

Der er mindst tre grunde til, at det ikke er i orden at plagiere:

  1. Det er uærligt
  2. Man lærer ikke noget af det
  3. Man viser sin lærer, at man enten er for doven eller for dum til selv at lave opgaven

Hvornår er der tale om plagiat?

  • Hvis dele af eller hele opgaven er afskrift eller omskrivning af noget, du ikke selv har skrevet, uden at du angiver kilden (se eksempel længere nede)
  • Hvis du låner en opgave af en kammerat eller køber en færdig opgave fra en opgavebank på nettet eller et andet sted og afleverer den som din egen
  • Hvis du kopierer eller omskriver sætninger eller fraser fra andre uden at lave præcise kildehenvisninger
  • Hvis du copy-paster artikler eller passager i artikler fra nettet og foregiver, at du selv har skrevet dem
  • Hvis du bruger et oversættelsesprogram

Hvad kan man bruge Studieportalen og lignende portaler til?

På studieportalen er der til sprogfagene gode grammatikvideoer og videoer, der viser, hvordan man skriver et essay. Til andre fag er der også relevante undervisningsvideoer.

De mange uploadede opgaver bør du ikke bruge. Er du i den situation, at du slet ikke kan komme i gang med din opgave efter grundige forsøg, så kan du læse en opgave på Studieportalen, lukke den og derpå skrive din egen opgave. Hvis du skriver af eller omskriver noget fra den læste opgave, skal du angive den som kilde.

Så er det ikke snyd – men det er heller ikke selvstændigt.

Hvordan bruger man citater?

Så snart du bruger noget, andre har skrevet, skal du lave en præcis kildehenvisning.

Det skal tydeligt fremgå, at noget er et citat – enten ved citationstegn eller ved at skrive citatet i kursiv.

I en parentes eller en fodnote skal det fremgå, hvor citatet kommer fra (netadresse, side- og eller linjetal i bog/tekst, minut/sekundtal i film – og selvfølgelig titlen på kilden). Så kan din læser finde citatet. Et citat kan ikke stå alene i din opgave. Det skal bruges til noget konstruktivt, dvs. kritiseres eller kommenteres. Af teksten skal det fremgå, hvorfor citatet anvendes.

Hvad kan der ske, hvis jeg snyder?

Lectio har en indbygget plagiatkontrol, som opfanger plagiat af alle andre opgaver afleveret i Lectio i Danmark. Dine lærere har samme adgang til internet og opgaveportaler, som du har. Der er altså stor sandsynlighed for at blive opdaget. Det er din lærer og skolens ledelse, som afgør, om der er tale om snyd. Hvis det ikke tydeligt kan afgøres, kan du blive bedt om under overvågning at skrive en anden opgave eller redegøre for, hvordan du er kommet frem til din besvarelse. Skolens regler kan du læse her (Bilag 1).

Hjælp:

Er du i tidsnød eller har meget svært ved at få lavet en opgave, så kontakt din lærer og bed om udsættelse eller hjælp. Det er langt bedre end at snyde og have prædikatet tyv, dum eller doven siddende på sig.

Hvis du har nogle til at hjælpe dig med at lave dine opgaver, skal du ikke aflevere en færdigrettet opgave til din lærer. Tal med din lærer om, hvordan din hjælper bedst yder dig hjælp.

Eksempler:

Du har fået til opgave at lave en analyse af filmen "Jagten". Du har i den forbindelse fundet et uddrag af en anmeldelse på internettet:

Man kan anklage beskyldningerne om pædofili mod stakkels Lucas for at begynde på et meget tyndt grundlag. Og man kan mene, at Lucas' gamle venner er meget hurtige til at fordømme og udstøde den stakkels mand. Men på den anden side findes tilsvarende historier i forbavsende stort tal i Danmark - og i andre egne af kloden. Det er ikke det, der er kernen i Thomas Vinterbergs og medforfatter Tobias Lindholms historie. Det er hovedpersonen Lucas fald som et moderne, civiliseret menneske. Hvad han bliver beskyldt for, er i princippet ligegyldigt. Det er den enorme kraft et almindeligt og venligt menneske bliver bombet sønder og sammen med, endda på et falsk grundlag, der er filmens tema.

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2012/05/20/125856.htm

Eksempel på omskrivning = plagiat:

Beskyldningerne om pædofili mod stakkels Lucas begynder på et meget tyndt grundlag, og hans gamle venner er meget hurtige til at fordømme og udstøde ham. Men det, der er kernen i Thomas Vinterbergs og medforfatter Tobias Lindholms historie, er hovedpersonen Lucas fald som et moderne, civiliseret menneske. Hvad han bliver beskyldt for er i princippet ligegyldigt. Filmens tema er, at et almindeligt og venligt menneske bliver bombet sønder og sammen på et falsk grundlag.

Du har ikke lavet væsentligt om på anmeldelsen fra nettet og der er ingen kildehenvisning – derfor er teksten plagiat.

Eksempel på en grundigere omskrivning af teksten fra internettet:

Lucas bliver beskyldt for pædofili på et meget tyndt grundlag og bliver udstødt af sine gamle venner. Men det vigtige i filmen er ikke beskyldningens indhold, men at et venligt og civiliseret menneske bliver nedbrudt på et forkert grundlag.

Der er her tale om, at du har læst og forstået den første anmeldelse, hvorefter du har gengivet den med dine egne ord. Dermed er det ikke længere plagiat. Men det er ikke selvstændigt arbejde, og der bør være en kildehenvisning.

I stedet for at omformulere ovennævnte anmeldelse kunne en løsning være at sætte hele tekstuddraget i citationstegn, så det i stedet kommer til at fungere som et citat. Og her skal du så naturligvis huske at opgive korrekt og præcis kilde samt kommentere citatet.

 

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler for JohannesGymnasiet er udarbejdet i henhold til "Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser", Bekendtgørelse nr. 1222 af 4. december 2006.